Zeppelin logo

Oliver Twist

Teatret Zeppelins opsætning starter, hvor Oliver efter et opgør på børnehjemmet er på flugt fra myndighederne. Han havner i London, hvor forbryderen Fagin fra sin hule dirigerer en hær af børn oplært i lommetyvenes håndværk. Oliver er kommet fra asken i ilden. Fagins drenge er børn forklædt som voksne, der må friste en rå og usikker tilværelse. Oliver drages ind i denne underverden; men det lykkes aldrig Fagin at gøre ham til forbryder, og med venners hjælp for han til sidst opklaret det net af intriger, han er spundet ind i. Retfærdigheden venter.

De Hellige Aber

Tiden er sommeren 1942. For Mik er krigen ligeså fjern som de tyske fly, der passerer højt på himlen over ham. Hvis det ikke lige var for bunkeren… Området omkring den er strengt forbudt. I leg med kammeraten Niels fantaserer Mik om, hvad der foregår i den. Han drages uimodståeligt mod den, og en dag kravler drengene ned i den.

Bunkeren viser sig at rumme en labyrintisk fremtidsvision. Drengene jages af synlige og usynlige fjender; men møder også pigen Skyggen, som bliver deres hjælper i en uforståelig og truende verden.

Med De Hellige Aber markerede Zeppelin 50-året for Danmarks befrielse.

1940’ernes populærmusik har inspireret en stemningsskabende lydside til forestillingen, der på samme tid er en spændingshistorie og en psykologisk skildring af en dreng på vej ind i de voksnes verden.