Refleksioner over teater for unge, del 2

Kald det ’ungdomsteater’ og dø

Af Lasse Frank, Administrativ leder på Teatret Zeppelin

Forhippelsen på at tale til de unge

I fagbladet Journalisten blev der 10. februar 2021 bragt et debatindlæg af Alexander Rich Hemmingsen med titlen ’Kald dig selv for et ungdomsmedie og dø’. Her revser ARH de utallige mislykkede forsøg igennem tiden på at skabe ’ungdomsmedier’. Mediemastodonter med millioner i ryggen fra velmenende medienævns innovationspuljer har gjort forsøget. Og fejlet. Nyere ungdomsmedier med “hippe” navne som Radio Loud, Format, Spektrum, Oxy og Kiosk er blevet udtænkt og søsat af ’boomere’ på 50+ år, nævner ARH. Og er slet ikke blevet omfavnet af de unge. Selvom de jo er selvudråbte ungdomsmedier. Hvad går dog galt? Jeg kan varmt anbefale det glimrende debatindlæg.

Har unge egentlig selv brug for ustandseligt at blive kategoriseret som unge?

I teaterbranchen er vi bundet på kategorier. De skal gøre det nemt at overskue, hvilken målgruppe de enkelte forestillinger har. Det er praktisk nok. Men egentlig: Du skal vel ikke se en specifik teaterforestilling, fordi du er ung. Du skal se en teaterforestilling, fordi du er et menneske.

I de unges naturligt søgende selvidentitetsprojekt på vej ind i det reelle voksenliv, er det voksenting, der giver point. Her kan omgivelsernes henvisninger til, at man et eller andet sted stadig bare er et barn, virke provokerende. ”Du er ung. Kom og vær ung med os. Vi kan også være unge” virker afskrækkende mere end tillokkende. De unge har ikke brug for et prædefineret fællesskab. De er i gang med et stort og for dem altoverskyggende socialiseringsprojekt, hvor tydelig medbestemmelse over de sociale koder er afgørende. Derfor har de ikke brug for at blive talt ned til. Og de har ikke brug for en mærkbart tilstedeværende, omnipotent ældre generation til at fortælle dem, hvad de egentlig har brug for. Eller at fortælle dem, hvad man bør opsøge, når man er ung.

De unges foretrukne medier er ikke ungdomsmedier

Youtube, Snapchat, Instagram og TikTok er blandt de unges foretrukne medier – ikke fordi de excellerer i at promovere sig selv som medier for de unge. De promoverer sig som medier for alle. På overfladen kan det virke som om, at sjove ansigtsfiltre og skøre emojis er lavet for at shanghai’e børn. Faktum er bare, at alle generationer – også de ældre – lader til at omfavne de her ting. Generationerne bruger dem bare forskelligt. Intet boomer-opslag på de sociale medier uden flittig brug af klappe-/grædegrine-/thumbs up-emoticons. De unge har ikke brug for patent på (plat)formen. De har brug for patent på deres selvopdyrkede fællesskaber med egne interne sociale koder.

I debatindlægget i Journalisten fortæller ARH, at unge sagtens kan kapere ”voksenmedier”. At unge f.eks. kun kan læse nyheder, hvis de udkommer i et ungdommeligt sprog og kækt format, er igen en utilsigtet provokation af målgruppen. Når selvudråbte ungdomsmedier så samtidig er fulde af kopier af de unges sociale koder (observeret og forsøgt gengivet af 60’er-generationens journalister), så går det hårdt udover autenticiteten. Det samme gælder i teaterverdenen. Og alle andre brancher.

Auteurmetoden som en farbar vej – det bedste indhold for unge skabes af unge

I ’Refleksioner over teater for unge, del 1’ reflekterede jeg over, hvordan unge i dag er entreprenører på egen underholdning. Det tror jeg blandt andet, de er, fordi det giver dem autentiske oplevelser.

I teatrets verden er vores opgave at være autentiske for de unge, hvis vi vil de unge. Og her vil jeg gerne slå et slag for auteurmetoden. På Teatret Zeppelin har kunstnerisk leder Mie Brandt (uddannet auteur i 2013) indtil videre udviklet to anmelderroste auteurforestillinger. Under Haadys Skjold (2015) og Mælkebøttereglementet (2019). En auteurforestillings dynamik og dialoger udvikles i fællesskab med skuespillerne på scenen. Via dybdeborende øvelser fremdrages erfaringer og minder fra hver enkelt skuespillers egen barndom/ungdom, og disse bruges aktivt i replik- og situationsarbejdet m.m. Mælkebøttereglementet blev spillet af fire voksne unge, som var dybt investeret i forestillingen grundet det personlige præg. Og den slags kan mærkes på publikumsrækkerne.

’Ungdomsteater’ er en dårlig reklamemærkat

Når produktet er stærkt, behøver man ikke så tydeligt markere det som enten ungdomsteater eller voksenteater. Så kan forestillingen brandes på indholdet. Så ville det simpelthen være en fodfejl at promovere det som ’teater for unge’ (med ARH’s debatindlæg in mente). Show it, don’t tell it – som man siger på newspeak. “Fordi du er ung, skal du se det her” kan som nævnt komme til at virke som en utilsigtet provokation. Hvis de unge så klart fravælger medier, der skilter tydeligt med, at de er ungdomsmedier… vil de så ikke også fravælge teater, der skilter tydeligt med, at det er ‘teater for unge’?

.
.

Artikler om teater og teatret skrevet af ansatte fra teatret
Følg med på vores nyoprettede artikelside med indlæg af teatrets ledelse og medarbejdere; vidensdeling, debatindlæg om teater, kultur- og teaterpolitiske indspark, erfaringsudveksling m.m.
se her: www.zeppelin.dk/artikler