Zeppelin logo

Mælkebøttereglementet

Teatret Zeppelins anmelderroste forestilling om fire piger på et børnehjem, som beslutter sig for at tage hånd om egen skæbne og i fællesskab kæmpe imod den uretfærdighed, de er underlagt. Men først må de overkomme interne stridigheder og finde modet til at stå på egne ben.

16. januar - 27. februar 2021

Fire piger med vidt forskellige baggrunde bor på børnehjemmet Himmelbjergpigehjem. Tiden er midt i 1950’erne. Fælles for pigerne er savnet efter ”et rigtigt hjem”.

En tragisk hændelse og en ny piges ankomst sætter skub i handlingen og gør pigernes længsel efter et hjem stærkere end nogensinde. Sammenholdet vokser i takt med, at de optrevler dystre hemmeligheder og begynder at forstå hidtil ukendte sammenhænge – de har hårdt brug for hinanden hvis deres spirende flugtplaner skal lykkes.

Mælkebøttereglementet er en fortælling om, hvordan det lykkes en flok børnehjemspiger at gå fra mismod og håbløshed til mod og håbefuldhed og fra umyndiggørelse til myndiggørelse. Det er en fortælling om, at ydre pres kan skabe splittelse og interne konflikter. Men det er også en fortælling om at finde sammen i et fælles projekt og i en fælles kamp mod uretfærdighed og undertrykkelse. Det er en fortælling om at turde håbe på et bedre liv, hvor et hjem er et sted, man selv skaber sammen med mennesker, som man har tillid til.

Det er til tider barske løjer, men altoverskyggende er pigernes mod og indbyrdes relationer, som alle børn kan genkende og se sig selv i. Håbet og gå-på-modet sejrer!

NB! Det er en god idé at forberede sig til teateroplevelsen sammen med de børn, man skal se forestillingen med. Vi opfordrer til, at man læser vores skrivelse ‘Forberedelse til at se Mælkebøttereglementet med børn’ – læs ved at klikke her.


TEMAER
Hvad er et hjem? / venskab / børnehjem / resiliens / mysterium / mobning / sammenhold / arv & miljø/ overlevelsesstrategier/ overgangen fra barn til voksen

Hvad betyder resiliens?

At man på trods af vanskelige odds har en tillid til livet og en ukuelig vilje til at forsøge at vende modstand til medgang. En ofte anvendt metafor for resiliens er en mælkebøtte. Selvom mælkebøtten er en lille ukrudtsplante, har den kraften til at skyde op gennem selv asfalt.

Undervisningsmateriale for skoler
Teatret Zeppelin er den oplagte klasseudflugt! Du kan nu downloade undervisningsmaterialet, der er udarbejdet efter gældende trin- og læringsmål i folkeskolen. Du finder materialet her

Aldersgruppe: Fra 7 år

Varighed: 65 min.

ANMELDELSER

 

★★★★★ CPHCULTURE
“En af sæsonens stærkeste børne- og ungdomsforestillinger. MÆLKEBØTTEREGLEMENTET vil blive husket, når mange mere nuttede børne- og ungdomsforestillinger er glemt.”
– Michael Søby


TEATERAVISEN

“Sjældent har man set en så stærk kombination af trodsighed og håbefuldhed (…) Hvordan det hele ender skal selvfølgelig ikke afsløres her, men det er ikke for meget at sige, at det kan gå alle veje, og at det også er barsk kost – for ih, hvor man dog håber lykken venter forude for disse prøvede piger. De har mit hjerte hver og en. Ligesom stykket får det uden forbehold.”
– Gudrun Hagen

UNGT TEATERBLOD
“Det er en smuk og poetisk forestilling for både børn og voksne (…) Sommetider høres klaverspil eller stemmer fra højtalerne, andre gange synger skuespillerinderne med deres yndige engle-stemmer, så hårene rejser sig på mine voksne arme. Dette mens røgen sommetider giver et ekstra pift til den sanseoplevelse, vores øjne og ører ellers var i gang med at få (…) En kæmpe cadeau til alle medvirkende – de gjorde det meget overbevisende hver og én (…) Dynamikken iblandt skuespillerne er dejligt legende, men også en konstant kontrast mellem fin og brutal.”
– Ea Melissa

BØRN I BYEN
“Der tales om død, mobning, afstraffelse og frygt på en meget direkte måde, og selvom det ikke er de mest almindelige børneteater-temaer, er det tydeligt, at børnene i salen er meget optagede af, hvad der udspiller sig på scenen. (…) Det er inspirerende for børn såvel som voksne at se, hvordan fællesskab og sammenhold kan redde livet for samfundets mest udsatte.”
– Stephanie Lau

——————–

Teatret Zeppelin skole- og familieforestilling

Manuskriptforfatter, auteur & instruktør: Mie Brandt

Skuespillere: Theresa Hedelund Jensen, Maria la Cour, Rebecca Rønde Kiilerich, Cecilie Josefine Bangsgaard Glæsel

Stemmer: Bo Carlsson (Præsten), Amalie Lindegaard (Karen), Mie Brandt (Hesten)

Sange: Skuespillerne

Instruktørassistent: Laura Sylvester Walters

Dramaturg: Niels Lehman

Kunstnerisk sparring: Vibeke Wrede

Scenograf: Johanne Eggert

Lyddesigner, bygger & afvikler: Rasmus Christner Månsson

Lysdesigner: Martin Danielsen Barnung

Kostumier: Maria Ipsen

Rekvisitør: Tina Kornerup-Bang

Fotograf: Frida Gregersen

Produktionsleder & bygger: Peter Edward Rasmussen

 

 

Tak til

Solliden børnehjem

Globus børnehjem

Josephine Schneiders børnehjem

Jena

Børneuniversitetet

Laura Kley

Tilde Knudsen

Annika Nilsson

Heidi Katze Nelson