Notice: Undefined variable: ids in /home/zeppel/public_html/wp-content/plugins/wordpress-seo/src/generators/schema/faq.php on line 44
Zeppelin logo

29. november 2021

RENSDYRET DRUZHOK

.

RENSDYRET DRUZHOK, SOM ER TEATRET ZEPPELINS MASKOT, RUMSTERER RUNDT PÅ TEATRET ZEPPELIN. HAR DU SET HAM?

Af Charlotte Amalie Frank Bidstrup

DEN HEMMELIGE MASKOT

Allerøverst oppe helt under taget på Teatret Zeppelin kan du være heldig at få et glimt af teatrets maskot DRUZHOK. DRUZHOK er et rensdyr, der bor på Teatret Zeppelin. Selvom DRUZHOK kan se lidt skræmmende ud, er han faktisk lidt genert. Han siger heller ikke så meget. Det er derfor, at DRUZHOK bedst kan li’ at gemme sig oppe under teatrets tag. Her kan han nemlig kigge på teaterplakater fra tidligere forestillinger.
Og så synes DRUZHOK også, at det er sjovt at se på de mange børn, voksne, skuespillere og teater-dukker, der går op og ned ad trappen og kommer ind og ud af Kaféen på 3. etage. Hvis du er heldig, blinker DRUZHOK måske til dig, når du går forbi.

DA DRUZHOK KOM TIL VERDEN

Det var tilbage i 2011, at DRUZHOK blev født af dukkemager Poul Arne Kring. DRUZHOK skulle nemlig være med i en teaterforestilling kaldet Snedronningen.
Efter DRUZHOK havde været med i forestillingen, blev han meget glad for Teatret Zeppelin. DRUZHOK tænkte “Jeg vil ikke hjem. Mon jeg kan få lov til at blive på teatret lidt længere?”.
På det tidspunkt var teatret uden en maskot. DRUZHOK tænkte videre “Hmm… måske kan jeg være maskot?!”. Han blev glad helt ned i maven ved tanken om, hvor sjovt det kunne være at bo på teatret som maskot.
DRUZHOK spurgte derfor sin far og dukkemager Poul, om han måtte få lov til at blive på Teatret Zeppelin og bo. Det sagde DRUZHOKs far heldigvis ja til, og det er derfor, at DRUZHOK også den dag i dag bor under taget på Teatret Zeppelin.

ET JULEGLAD RENSDYR MED EN SØD TAND

Rensdyret Druzhok tager sig en slapper på et af kontorene på teatret.

De fleste ved det ikke, men mange rensdyrdukker har en sød tand. Det har DRUZHOK også, og han er rigtig glad for slik og søde sager. Hans yndlingsslik er slikkepinde og bolsjer. Kan du også li’ slikkepinde og bolsjer? Det er især, når Teatret Zeppelin har sin årlige julestue, at DRUZHOK får lov til at få slik. Det er derfor, at julen er noget af det bedste, DRUZHOK ved.
Der plejer også at komme en masse søde børn forbi julestuen. DRUZHOK synes altid, det er sjovt at se, hvad børnene finder på af spilopper. Da DRUZHOK er lidt genert, så siger han ikke så meget, mens børnene er her. MEN når julestuen er slut, og alle er gået hjem, så sniger DRUZHOK sig hen til teatrets juletræ. For DRUZHOK er nemlig helt vild efter at gumle på julepynten, som de søde børn har lavet i løbet af dagen. Prøv at lægge mærke til juletræets pynt, næste gang du er på Teatret Zeppelin. Måske har DRUZHOK været forbi…

VIDSTE DU…?


– Ordet DRUZHOK er russisk
– DRUZHOK betyder kammerat / ven på russisk
– at rensdyr normalt vejer 60-150 kilo, men DRUZHOK vejer ca. 4 kilo


Notice: ob_end_flush(): failed to send buffer of zlib output compression (0) in /home/zeppel/public_html/wp-includes/functions.php on line 4757