Teatret Zeppelin er et lille storbyteater støttet af Københavns Kommune.
Med 20 års erfaring som turnerende børneteater, åbner Zeppelin som københavnsk familieteater i 1994. De mange erfaringer ligger til grund for de visioner, som starter teatret. Drømmen bliver en realitet, med en meget smuk teatersal og moderne foyer i Valdemarsgade – en ny københavnerscene ser dagens lys.
Teatret Zeppelin profilerer sig som et moderne familieteater, hvis formål det er at udvikle en teaterform, der i tematik og scenisk udtryk tiltrækker familiepublikummet fra 7 år og opefter.
Zeppelin er igennem de 16 år, teatret har eksisteret, blevet rost til skyerne for sine unikke familieforestillinger. Teatrets opsætninger ligger på så højt niveau, at de store institutionsteatre landet over har fået seriøst modspil og kamp til målstregen – vi er blevet synlige og har gjort Teatret Zeppelin til et af landets bedste familieteatre. Årsagen til den store anerkendelse ligger i, at vi tager vores publikum alvorligt, har noget på hjerte og aldrig søger de lette løsninger. Zeppelin laver moderne kvalitetsteater for hele familien.
Teatrets særegenhed er nydramatiseringer af store børnebogsklassikere. Vi lægger vægten på historier, som børn og voksne læser og oplever sammen, opført med fantasi, inderlighed, varme og professionalisme. Dette er teatrets kendemærke.
Vores vision er at give familien en anderledes fælles teateroplevelse, i en form og med et indhold, som rører os, børn og voksne inderst inde. Den gode historie er det primære på Zeppelin, det være sig den eviggyldige klassiker med utallige muligheder for nyfortolkning, nyskrevet dansk dramatik skabt specielt til målgruppen, eller uopdagede værker som fænger og betager.
Teatret kombinerer de bedste elementer fra børneteatret, intimiteten og respekten for publikum med de bedste elementer fra de store institutionsteatres familieforestillinger, hvor udfordringen bl.a. ligger i større opsætninger med mange medvirkende og et større scenografisk udtryk.
Teatret Zeppelin er et vigtigt og seriøst mod- og medspil til det øvrige børne- og familieteaterudbud.
|